Ikke kategoriseret

Ugen var lidt pakket – Hoist-workshop, bier, Reboot og begravelse, og så kom jeg ikke til bådfest. Sådan går det til tider.

det er noget, jeg er på internettet – ude i den analoge verden er jeg indadskuende og en smule reserveret overfor andre. Når jeg så er på en konference som Reboot, hvor der er en masse mennesker, som jeg kender (og som kender mig) fra nettet, støder rollerne sammen og det bliver lidt skævt.

Er der en ting, jeg ofte går galt i byen med, er det lysbilledshows. Når det bliver mørkt, luften bliver stillestående og der skal fokuseres på et lærred, lukker mine øjne sig lige så stille i. Det er ikke så praktisk – for det sker uanset om det egentlig er spændende. Min redning er improvisation og thinking on my feet, og at jeg som regel fanger pointen før det bliver endnu pinligere.

På vej på arbejde så jeg tre (måske fire) plakater med Emilie Turunen hænge ved Assistens Kirkegård ud mod Jagtvej. Det er sådan set lidt dårligt, over en uge efter valget.

På den anden side kan man jo overveje om man skal være driftig og selv pille dem ned; SF vil sikkert betale en rundhåndet løsesum (…NOT!)

Efter folkeafstemningen, hvor det, der lignede et ikke-ja, blev til et ja, fordi stemmeprocenten gik op, var der røster fremme om at exit polls var skyld i resultatet. Spørgsmålet er så om det egentlig er et problem. Jeg synes både og:

• Det er et problem, at vi ikke kan regne med at stemmen afspejler vælgerens synspunkt – den kan afspejle vælgerens synspunkt modificeret af valgtaktik. Dette problem ser vi også i forbindelse med spærregrænser, hvor en meningsmåling, der placerer partier under 2% til folketingsvalg, bliver selvopfyldende profetier, fordi vælgerne hellere vil stemme på det næstbedste end på nogen, der ikke kommer ind – selv om favoritten var kommet ind, hvis ikke vælgeren havde troet at deres stemme var ligegyldig.
• Modsat er en exit poll jo bare en aggregering af en række menneskers frivillige ytringer, og den slags må man jo ikke være imod.

I den konkrete situation var det i øvrigt ikke hvad folk havde stemt, men om folk havde stemt, der var afgørende, for ja-flertallet var på ingen måde usikkert. Det interessante var altså egentlig ikke exit polls, men den løbende offentliggørelse af stemmeprocenten. Dén er ved alle andre valg og afstemninger mest af alt et kuriosum uden betydning, men i dette tilfælde, hvor det på forhånd stod klart, at den jo faktisk var vigtig, skulle man måske fra embedsværkets side have afveget fra den gængse procedure, og have vurderet om der egentlig er nogen nyttevirkning ved at opgøre og offentliggøre den løbende stemmeprocent.

Her i løbet af ugen afgør vi, hvilken dato, der bliver frikadellefrokost. Vi satser på solskin og stort fremmøde.

Når der på næste søndag er tronfølgefolkeafstemning, har jeg som vælger fire muligheder:

1. Jeg kan stemme ja
2. Jeg kan stemme nej
3. Jeg kan stemme blankt eller ugyldigt
4. Jeg kan undlade at stemme

Disse fire muligheder fører imidlertid efter optællingen kun til to resultater:

• Flertal af stemmerne og mindst 40% af de stemmeberettigede for “ja” – så er tronfølgeloven vedtaget
• Alle andre situationer – så er den forkastet

Derfor er det afstemningsmæssigt ligegyldigt, hvilken af valgmulighederne 2, 3 eller 4, jeg benytter mig af. Forskellen ligger alene i signalværdien – og den er der ingen egentlige regler for. Lad mig dog røbe at jeg agter at benytte mig af mulighed 4 – jeg dukker op i stemmelokalet uden mit tronfølgevalgkort (EDIT: med med mit europaparlamentsvalgkort!), da jeg derved dels får markeret overfor “systemet”, at jeg ikke synes at det kan være bekendt at spilde min tid med den slags pseudoafstemninger, dels får gjort mit synspunkt synligt overfor de andre vælgere uden at overtræde reglerne om propaganda på valgstedet.

Hvis enhver amatør kan lave en tv-station, er tv-stationerne jo nødt til også at blive amatører, n’est-ce pas?

Hmm.. jeg er jo egentlig voksen, men de ting, jeg godt kunne tænke mig at kunne leve af, er (ikke i nogen særlig rækkefølge):

• At benytte at jeg kender en masse inspirerende mennesker
• At fremme vidensdelingskulturen
• At bruge min viden om snart sagt hvadsomhelst
• At redigere Wikipedia
• At gøre folk klogere
• At have bier

Gad vide om man kunne få en bizniz ud af det?

Den Store Danske åbnede den 25. februar, og den 14. marts holdt vi generalforsamling i Wikimedia Danmark. Så er det jo oplagt at der er en sammenhæng, ikke? Nej – for timingen skal ses i en anden sammenhæng.
Sammenhængen er Wikimania 2010 – amerikaneren Mike Halterman var med i det fejlslagne arbejde for at få konferencen til Stockholm og siden til København, og da han så syntes, at han fået et godt kendskab til Danmark, satte han den 16. januar hjulene i gang for at få oprettet et dansk Wikimedia-chapter. Jeg havde allerede i februar ’08 foreslået at vi fik et chapter, men den gang kom vi ikke i gear. Det gjorde vi så i anden omgang, og der kan det da slet ikke udelukkes, at Den Store Danskes synlighed har hjulpet med, men der er ingen sammenhæng derudover.

At vi i pressen har fået en omtale som “Nu vil danske Wikipedia bide skeer med Gyldendal” og deraf afledte historier, kan nok tilskrives to faktorer: 1) Konflikt er godt nyhedsstof, og 2) de journalister og andre, der har skrevet om emnet, har ikke tilstrækkelig indsigt i Wikipedia og omegn. Det første kan vi ikke gøre meget ved; det andet bør være en højtprioriteret opgave for Wikimedia Danmark.