Jeg tweetede:

Gør lige status:

Økonomi: Fucked.

Job: Fucked.

Bolig: Fucked.

Familie: Fucked.

Kærlighed: Fucked.

Optimist? Ja.

Og det kan jo virke som en voldsom omgang. Det er det også, men flere af punkterne hænger sammen, og samtidigheden er i høj grad en konsekvens af at ting har fået lov til at spidse til.

Økonomi: Fucked.

Lad det være sagt klart: Man kan godt leve af kontanthjælp, hvis man er ansvarlig og kedelig, ikke får uforudsete udgifter og ikke vil have noget socialt liv. Kedelig er jeg, men de andre punkter? Forget about it. Der er regninger, som ikke bliver betalt til tiden og medlemskaber og abonnementer, som ryger i restance.

Job: Fucked.

Jeg har gået arbejdsløs siden 1-1-2013, og haft et par aktiveringsforløb, som bekræftede mig i at “anden aktør” og diverse kurser for ledige ikke handler om at finde jobs til de ledige, men om at holde aktøren og kursusfirmaerne selv i arbejde. Snart halvandet år uden faglig sparring og opkvalificering slider. Heldigvis er “mit” hjørne af it så der, hvor det handler mere om at snakke med folk og forstå systemer end om reel programmering, så det er “kun” den tekniske side, jeg ser smuldre. At jeg kan supplere med arbejde med frivillige og med åbenhed, hjælper også – i forhold til visse jobs.

Bolig: Fucked.

I en kontanthjælpsøkonomi, hvor jeg skal bo i rimelig afstand af yngstebarnets skole (som er i Brøndby), er det begrænset hvor mange kvadratmeter, man kan betale for. Derfor bor jeg på et værelse. Det er ikke optimalt, men indtil yngstebarnet kommer i omegnen af puberteten kan det nogenlunde fungere sådan.

Familie: Fucked.

Jeg har tre døtre, og dem og deres mor har jeg svigtet, både mens vi boede sammen, og nu hvor vi er gået fra hinanden. Jeg har ikke været den far og kæreste, jeg skulle, og har uden tvivl gjort deres liv mere besværligt end de fortjener.

Kærlighed: Fucked.

Der er en række kvinder, jeg uden nogle forbehold i dag ville kunne sige til, at jeg elskede dem.

Mine børns mor er én –  hun ville med stor rimelighed replicere at jeg havde en underlig måde at vise det; sådan kan det gå på tyve år.

En anden stiller skarpt de mest uskyldige spørgsmål. Hun er sanddru og det er nok mere end jeg ville kunne rumme, men det presser mig på den gode måde.

En tredje er (indtil videre) et kortvarigt bekendtskab; jeg mødte hende, så hende i øjnene og kunne ikke slippe smerten. At jeg heller ikke kan lindre den, udfordrer i voldsom grad min trang til at finde min shining armour frem.

Den fjerde har jeg arbejdet tæt sammen med på et projekt, som er ved sin afslutning. Projektet er gået som det skulle, men jeg er nok lettere panisk ved ikke at skulle have daglige opkald, ikke at høre hendes latter og ikke at prøve at tolke om et “:-)” betyder andet end blot “:-)”. Damn.

Optimist? Ja.

Jeg er på mange måder tilhænger af radikal åbenhed – ja, det gør mig sårbar og skrøbelig, men det gør også at jeg ved hvor jeg står. Og jeg kan ikke lade være med at tro at det gør svære samtaler bedre. Det er naturligvis også en strategi, som skal planlægges og styres for ikke at sande til i detaljer, småting og emner, der ikke er på dagsordenen.

 

Og alt dette tilsammen er så her, hvor jeg står.