kan man læse i forskellige medier. Men passer det? Og hvis det gør – hvad gør Wikipedia så ved det?
Kritikken går især på to punkter:
- Tudsegamle artikler er kopieret ind fra Salmonsens og Dansk biografisk leksikon
- Wikiprocessen virker ikke
Begge dele er rigtige – men ikke dækkende.
De versioner af Salmonsens og Dansk biografisk leksikon, der i denne sammenhæng er interessante, er så gamle, at forfatterne har været døde i over 70 år, fordi disse værker er frit tilgængelige og ikke længere beskyttet af ophavsret. Det er derfor juridisk uproblematisk at kopiere dem. Indholdsmæssigt – det er en anden snak, men generelt taler vi om artikler, der på et tidspunkt har været korrekte, og som “bare” trænger til ajourføring. Dette behov markeres i artiklen med {{Salmonsens}} eller {{DBL}}.
Hvad wikiprocessen angår, så består den af to dele: Hvis tilpas mange øjne ser en tekst, vil der være nogen, der opdager en evt. fejl, og hvis det er let nok at rette, vil der være nogen, der retter denne fejl. Så er spørgsmålet, hvor mange, der er “tilpas mange” – eksempel: Hvis man som et eksperiment oprettede en artikel om et emne, der på den ene side er ubetvivleligt relevant (for eksempel et statsoverhoved), og på den anden side ikke er ret mange, der egentlig ved noget om eller interesserer sig for (for eksempel en antik konge), ville man let kunne opleve at der bliver redigeret i artiklen mens den er ny, men at der sidenhen bliver ret stille om den.