Den danske Wikipedia har en række image-problemer (de overlapper lidt, og det er bare dem, jeg har bemærket – der kan snildt være flere):
- Fjendtlighed over for nytilkomne
- Fokus på firkantede regler
- Dårligere indhold end på engelsk
- Færre artikler end på sammenlignelige sprog
- Amatørprojekt
- For få brugere til at kunne levere ordentligt indhold
- Fokus på forkerte emner
Nogle af disse er sociale, nogle er demografiske og nogle ligger i Wikipedias koncept.
Men hvad kan vi gøre ved dem? Kan vi løse dem bare ved at gøre noget ved det? Og hvis vi kan, hvorfor så ikke bare gøre det?
Det er der en del grunde til – og de grunde hænger stort set alle sammen med communityet på Wikipedia. Derfor er dette manifest fokuseret på hvad vi hver især kan gøre – og så må communityet følge med, hvis det kan.
Screw communityet
Glem alt om hvad der er “konsensus” om – den vil alligevel ændre sig. Hvis comunityet sletter det, du har skrevet, er det værst for dem selv (og for Wikipedia). Lad det passere.
Skriv godt indhold
Der er til hver en tid rigeligt med artikler, der for langt eller for kort eller for skævt eller bare for dårligt fortæller om deres emner. Gør det bedre – bekymr dig om indholdet mere end om formateringen.
Oversæt altid den bedste version
Vælg den bedste version af dem, du kan forstå, hvis du oversætter en artikel. Brug Google Translate til at tjekke om de andre sprog har noget med, du mangler.
Spørg eksperterne
Gode artikler kræver gode kilder. Sørg for at have kilderne ved hånden. Spørg eksperter til råds både før og efter skrivningen – selvfølgelig har de begrænset tid, men de vil som regel tage sig tid til lige at tjekke at deres guldkorn er kommet til deres ret.
Skriv mange artikler
Ikke alene bliver Wikipedia bedre, du bliver også selv bedre til at skrive, hvis du gør det meget. Ganske som med alt andet.
Vær generøs
Smiger virker. Til dels. Når man takker folk for deres indsats, vil det som regel give dem lyst til at gøre mere. Brug takkefunktion, barnstars og ord. Og lad tvivlen komme folk til gode – i alt fald to-tre gange.
Skriv om det vigtige
Hvis du kan se at der på områder, du kender, er viden som mangler, så sæt det ind.