Hvis nu man går ind på et københavnsk museum og tager billeder af de udstillede værker, må man så uploade dem til Wikimedia Commons eller andre websites, hvor de kan risikere at blive genanvendt?
Nej, siger Statens Museum for Kunst: Det er tilladt at fotografere og filme til privat brug på museet uden brug af blitz, lamper og stativ.
Ja, siger Den Hirschsprungske Samling: Fotografering kun tilladt uden brug af blitz og stativ. Dog skal man også følge vagternes henstillinger, og “Mobiltelefoner skal være slukkede”, så man er nødt til at medbringe et ‘rigtigt’ kamera.
Kun med særlig tilladelse, siger Glyptoteket.
På Thorvaldsens Museum siger ja til privat brug, men giver generelt ikke tilladelse til optagelser, der skal bruges i kommercielt øjemed.
Nationalmuseet skelner mellem privat og professionel brug, hvor privat brug ikke er til offentliggørelse, mens professionel brug er med henblik på offentliggørelse. Mellemsituationen, hvor man tager et billede, som man så senere beslutter sig for at dele med alverden, findes ikke i museets optik.
Men hvordan stiller Wikimedia Commons sig så til spørgsmålet?
Kort fortalt er svaret, at museumsregler er en sag mellem museum og besøgende, og at det faktisk ikke kommer tredjepart ved, hvordan en aftale om adgang skal tolkes. Hvis en genstand ikke er ophavsretsligt beskyttet (f.eks. på grund af alder), må man gerne fotografere den, og man må selv bestemme, hvad man gør med billederne. Men det kan da blive interessant at se en sag, hvor et museum anklager en besøgende for kontraktbrud…