valg

På vej på arbejde så jeg tre (måske fire) plakater med Emilie Turunen hænge ved Assistens Kirkegård ud mod Jagtvej. Det er sådan set lidt dårligt, over en uge efter valget.

På den anden side kan man jo overveje om man skal være driftig og selv pille dem ned; SF vil sikkert betale en rundhåndet løsesum (…NOT!)

Efter folkeafstemningen, hvor det, der lignede et ikke-ja, blev til et ja, fordi stemmeprocenten gik op, var der røster fremme om at exit polls var skyld i resultatet. Spørgsmålet er så om det egentlig er et problem. Jeg synes både og:

• Det er et problem, at vi ikke kan regne med at stemmen afspejler vælgerens synspunkt – den kan afspejle vælgerens synspunkt modificeret af valgtaktik. Dette problem ser vi også i forbindelse med spærregrænser, hvor en meningsmåling, der placerer partier under 2% til folketingsvalg, bliver selvopfyldende profetier, fordi vælgerne hellere vil stemme på det næstbedste end på nogen, der ikke kommer ind – selv om favoritten var kommet ind, hvis ikke vælgeren havde troet at deres stemme var ligegyldig.
• Modsat er en exit poll jo bare en aggregering af en række menneskers frivillige ytringer, og den slags må man jo ikke være imod.

I den konkrete situation var det i øvrigt ikke hvad folk havde stemt, men om folk havde stemt, der var afgørende, for ja-flertallet var på ingen måde usikkert. Det interessante var altså egentlig ikke exit polls, men den løbende offentliggørelse af stemmeprocenten. Dén er ved alle andre valg og afstemninger mest af alt et kuriosum uden betydning, men i dette tilfælde, hvor det på forhånd stod klart, at den jo faktisk var vigtig, skulle man måske fra embedsværkets side have afveget fra den gængse procedure, og have vurderet om der egentlig er nogen nyttevirkning ved at opgøre og offentliggøre den løbende stemmeprocent.