Kom så ned, Emilie!

På vej på arbejde så jeg tre (måske fire) plakater med Emilie Turunen hænge ved Assistens Kirkegård ud mod Jagtvej. Det er sådan set lidt dårligt, over en uge efter valget.

På den anden side kan man jo overveje om man skal være driftig og selv pille dem ned; SF vil sikkert betale en rundhåndet løsesum (…NOT!)

Eftertanker

Efter folkeafstemningen, hvor det, der lignede et ikke-ja, blev til et ja, fordi stemmeprocenten gik op, var der røster fremme om at exit polls var skyld i resultatet. Spørgsmålet er så om det egentlig er et problem. Jeg synes både og:

  • Det er et problem, at vi ikke kan regne med at stemmen afspejler vælgerens synspunkt – den kan afspejle vælgerens synspunkt modificeret af valgtaktik. Dette problem ser vi også i forbindelse med spærregrænser, hvor en meningsmåling, der placerer partier under 2% til folketingsvalg, bliver selvopfyldende profetier, fordi vælgerne hellere vil stemme på det næstbedste end på nogen, der ikke kommer ind – selv om favoritten var kommet ind, hvis ikke vælgeren havde troet at deres stemme var ligegyldig.
  • Modsat er en exit poll jo bare en aggregering af en række menneskers frivillige ytringer, og den slags må man jo ikke være imod.

I den konkrete situation var det i øvrigt ikke hvad folk havde stemt, men om folk havde stemt, der var afgørende, for ja-flertallet var på ingen måde usikkert. Det interessante var altså egentlig ikke exit polls, men den løbende offentliggørelse af stemmeprocenten. Dén er ved alle andre valg og afstemninger mest af alt et kuriosum uden betydning, men i dette tilfælde, hvor det på forhånd stod klart, at den jo faktisk var vigtig, skulle man måske fra embedsværkets side have afveget fra den gængse procedure, og have vurderet om der egentlig er nogen nyttevirkning ved at opgøre og offentliggøre den løbende stemmeprocent.

Tronfølgestemmeri

Når der på næste søndag er tronfølgefolkeafstemning, har jeg som vælger fire muligheder:

  1. Jeg kan stemme ja
  2. Jeg kan stemme nej
  3. Jeg kan stemme blankt eller ugyldigt
  4. Jeg kan undlade at stemme

Disse fire muligheder fører imidlertid efter optællingen kun til to resultater:

  • Flertal af stemmerne og mindst 40% af de stemmeberettigede for “ja” – så er tronfølgeloven vedtaget
  • Alle andre situationer – så er den forkastet

Derfor er det afstemningsmæssigt ligegyldigt, hvilken af valgmulighederne 2, 3 eller 4, jeg benytter mig af. Forskellen ligger alene i signalværdien – og den er der ingen egentlige regler for. Lad mig dog røbe at jeg agter at benytte mig af mulighed 4 – jeg dukker op i stemmelokalet uden mit tronfølgevalgkort (EDIT: med med mit europaparlamentsvalgkort!), da jeg derved dels får markeret overfor “systemet”, at jeg ikke synes at det kan være bekendt at spilde min tid med den slags pseudoafstemninger, dels får gjort mit synspunkt synligt overfor de andre vælgere uden at overtræde reglerne om propaganda på valgstedet.

Hvad vil du være når du bliver voksen?

Hmm.. jeg er jo egentlig voksen, men de ting, jeg godt kunne tænke mig at kunne leve af, er (ikke i nogen særlig rækkefølge):

  • At benytte at jeg kender en masse inspirerende mennesker
  • At fremme vidensdelingskulturen
  • At bruge min viden om snart sagt hvadsomhelst
  • At redigere Wikipedia
  • At gøre folk klogere
  • At have bier

Gad vide om man kunne få en bizniz ud af det?

Om timing

Den Store Danske åbnede den 25. februar, og den 14. marts holdt vi generalforsamling i Wikimedia Danmark. Så er det jo oplagt at der er en sammenhæng, ikke? Nej – for timingen skal ses i en anden sammenhæng.
Sammenhængen er Wikimania 2010 – amerikaneren Mike Halterman var med i det fejlslagne arbejde for at få konferencen til Stockholm og siden til København, og da han så syntes, at han fået et godt kendskab til Danmark, satte han den 16. januar hjulene i gang for at få oprettet et dansk Wikimedia-chapter. Jeg havde allerede i februar ’08 foreslået at vi fik et chapter, men den gang kom vi ikke i gear. Det gjorde vi så i anden omgang, og der kan det da slet ikke udelukkes, at Den Store Danskes synlighed har hjulpet med, men der er ingen sammenhæng derudover.

At vi i pressen har fået en omtale som “Nu vil danske Wikipedia bide skeer med Gyldendal” og deraf afledte historier, kan nok tilskrives to faktorer: 1) Konflikt er godt nyhedsstof, og 2) de journalister og andre, der har skrevet om emnet, har ikke tilstrækkelig indsigt i Wikipedia og omegn. Det første kan vi ikke gøre meget ved; det andet bør være en højtprioriteret opgave for Wikimedia Danmark.

Facenørd

Vi så Lille Nørd (tåbelige DR – linket går til Store Nørd), og så kom jeg til at tænke på at jeg da lige ville se om der var en Facebook-gruppe, man kunne melde sig ind i. Det var der sådan set ikke – der var otte!

Der var ingen af dem, der var for fans af LIlle Nørd som sådan – de var hver især for fans af et af værtsparrene:

Jeppe og Marie: lille nørd også for store nørder (84 medlemmer), Vi kræver Jeppe & Marie tilbage til Lille Nørd (250 medlemmer), Marie og Jeppe (Lille Nørd) FANS på Facebook (112 medlemmer), For alle os der elsker lille-Nørd med Jeppe & Marie♥ (43 medlemmer),

Rosa og Johan: Lille Nørd Fans (Johan og Rosa) (62 medlemmer), Rosa og Johan tilbage til Lllle nørd (38 medlemmer), Vi vil ha’ Johan & Rosa tilbage (41 medlemmer)

Anton og Helle: Lille Nørd 3.0 (409 medlemmer)

Hvis man tæller medlemmer sammen (og går ud fra at der ingen dubletter er), får man:

Jeppe og Marie: 489 medlemmer, Rosa og Johan: 141 medlemmer, Anton og Helle: 409 medlemmer, eller i alt 1039 medlemmer (hvoraf der dog med garanti er nogle, der er talt flere gange) – og det ville jo være en hel del mere interessant som pressions-/interesse-/markedsførings-gruppe.

Klik-klik!

Hvis nu man går ind på et københavnsk museum og tager billeder af de udstillede værker, må man så uploade dem til Wikimedia Commons eller andre websites, hvor de kan risikere at blive genanvendt?

Nej, siger Statens Museum for Kunst: Det er tilladt at fotografere og filme til privat brug på museet uden brug af blitz, lamper og stativ.

Ja, siger Den Hirschsprungske Samling: Fotografering kun tilladt uden brug af blitz og stativ. Dog skal man også følge vagternes henstillinger, og “Mobiltelefoner skal være slukkede”, så man er nødt til at medbringe et ‘rigtigt’ kamera.

Kun med særlig tilladelse, siger Glyptoteket.

På Thorvaldsens Museum siger ja til privat brug, men giver generelt ikke tilladelse til optagelser, der skal bruges i kommercielt øjemed.

Nationalmuseet skelner mellem privat og professionel brug, hvor privat brug ikke er til offentliggørelse, mens professionel brug er med henblik på offentliggørelse. Mellemsituationen, hvor man tager et billede, som man så senere beslutter sig for at dele med alverden, findes ikke i museets optik.

Men hvordan stiller Wikimedia Commons sig så til spørgsmålet?
Kort fortalt er svaret, at museumsregler er en sag mellem museum og besøgende, og at det faktisk ikke kommer tredjepart ved, hvordan en aftale om adgang skal tolkes. Hvis en genstand ikke er ophavsretsligt beskyttet (f.eks. på grund af alder), må man gerne fotografere den, og man må selv bestemme, hvad man gør med billederne. Men det kan da blive interessant at se en sag, hvor et museum anklager en besøgende for kontraktbrud…